Beskrivelse
En roman om Franz Kafka 2.
Med det andet bind af roman-trilogien Kærlighedens spøgelser fortsætter Stig Dalager sit eksistentielle portræt af den verdensberømte, tysk-jødiske forfatter Franz Kafka; nu i lyset af tre vigtige år i hans voksenliv fra 1911 til 1914 samt et signalement af hans originale ’gennembrudsværker’ som romanen Amerika og ikke mindst fortællingerne Dommen og Forvandlingen. Udgangspunktet er den brydningsfyldte tidsatmosfære i hans hjemby Prag og i Europa med voksende og truende nationalistiske spændinger frem mod udbruddet af Første Verdenskrig og opløsningen af både det østrig-ungarske og tyske kejserdømme.
Som i det første bind sker det i en udveksling med glimt fra den på mange måder lykkeligste tid i hans liv, hvor han i 1923-1924 som 40-årig og tuberkuloseramt i det kriseprægede Berlin med begyndende gadekampe mellem kommunister og nazister i et kærlighedsforhold med Dora Diamant og under spartanske betingelser udlever sin drøm om et liv som fritskabende.
Med dens skildring af op- og nedturene i Kafkas både personlige og skabende liv har dette andet bind af Kærlighedens spøgelser ikke mindst fokus på det svingende og mangefacetterede kærlighedsforhold mellem Kafka og den foretagsomme jødiske forretningskvinde Felice Bauer fra Berlin – en relation, der ligesom Kafkas egne familieforhold i Prag udfordrer ham til det yderste i forhold til de forskellige mulige roller i hans liv som elsker, ægtemand, far, voksen søn og kunstner. Over for især hans kærlighedsdrømme står angsten for ikke at kunne leve op til både Felices forventninger og hans egen følelse af at være på vej til at skabe noget ’stort’.
“Et gribende portræt af Franz Kafka som en ung mand, mens han bliver kunstner og bevidst om sit geni i fin de siècle og det turbulente efterspil før den Første Verdenskrig. Dalager skriver intenst og med stor viden om sit tema og med poetisk elegance og stilfuld fremdrift.” Bo Tao Michaelis, anmelder ved Politiken
”Romanen er modig og velskrevet … Kafka, som Stig Dalager skildrer ham, er en mand, der har lyst til at skrive og skrive, trods al sin selvkritik. Men han er også en mand med en stor erotisk appetit, og han er, modsat sit blegnæbbede image, en ivrig svømmer. Det er sådan en Kafka, vi møder. En hel Kafka. En Kafka med mange facetter (…) som måske er overraskende mangesidig for den, der ikke (endnu) kender ham så godt.” Berlingske
STIG DALAGER, f. 1952, har skrevet 65 værker inden for alle litterære genrer, fortrinsvis romaner og skuespil. Hans romaner og skuespil er udgivet og/eller spillet i nu 41 lande, og hans roman om H. C. Andersen, Rejse i blåt, blev i 2008 nomineret til den fornemme britiske Impac Prize. I 2005 modtog Dalager den livsvarige hædersydelse fra Kunstfonden.
Redaktør: Birgitte Møller Balladone
Yderligere information
Oprindelig titel | Kærlighedens Spøgelser Bind 2 |
---|---|
Forfatter(e) | Stig Dalager |
Kategori | Bøger |
Genre(r) | Skønlitteratur |
Forlag | Ec Edition |
Udgivelsesdato | 04/04/2025 |
Sprog | Dansk |
ISBN-13 | 9788793783898 |
ISBN-10 | 8793783892 |
Indbinding | Hæftet |
Udgave | 1 |
Oplag | 1 |
Dimensioner | Bredde: 15.6Cm - Højde: 23.1Cm |
Tags | Roman, Skønlitteratur, Franz Kafka, Kærlighedens Spøgelser, Bøger, Bog |
GPSR | Produktsikkerhed |