Nytårsaften 1997 er fire voksne søskende sammen i deres barndomshjem i Skjern. Deres mor ligger i terminalfase på samme lokale sygehus, hvor deres far døde dagen før. Med udgangspunkt i disse dage skildrer Elisabeth Gjerluff Nielsen sin barndom i 60’erne og perspektiverer til voksenlivet i København, hvor hun med smerte må erkende, at de ’store børn’ trods fælles opvækst synes på vej væk fra hinanden, så langt, at det er vanskeligt, måske umuligt at nå selv fremstrakte hænder.
At "Store børn" er læst to gange efter modtagelsen skyldes, at den er meget nærværende, når man kan genkende meget af sin egen historie, men tilsat noget ekstra vold i familien.
Bogen er særdeles velskrevet med en undertone af sort/hvid humor, som løfter fortællingen fra det triste til det 100% dragende. Bogen er svær at lægge fra én, når en afklaret men trist Elisabeth fortæller om nogle søskende, der allerede i barndommen begynder så småt at splittes. Gid alle børn fra "sprængte" familier læser bogen. Det hjælper meget at genkende mange ting fra sin egen barndom og udviklingen op til nutiden. Tak til Elisabeth, fordi hun turde prikke hul indt i den "Ømme byld", som en skæv start på livet kan udgøre.
