Aksel Madum
GLÜCK, LOUISE: VILD IRIS (DIGTE).
Forlaget MULTIVERS:
”Vild iris beskæftiger sig med et traditionsrigt lyrisk område: den besjælede natur. Samlingens digte om naturens blomster og træer kravler helt ind i væksternes løg og rødder og fører os gennem deres blomstring, modning og forfald, gennem alle årets tider. Og så kaster digtene et anklagende blik på teknikkens og det moderne livs nedgøring af vores alles ophav.
Louise Glück står bag fjorten digtsamlinger samt flere bøger med litterære essays. I 1992 blev hun tildelt Pulitzerprisen for Vild iris, og i 2020 modtog hun Nobelprisen i litteratur.”
Da jeg læste hendes digtsamling VINTEROPSKRIFTER FOR FÆLLESSKABET mente jeg ikke, den var en Nobelpris værdig, men at LOUISE GLÜCK har fået den, forstår jeg meget bedre efter VILD IRIS, der regnes for hendes hovedværk.
Fortræffelig samling, poetisk og (efter min mening)
indsigtsfuld om naturens besjæling, liv, død, efterliv og formodentlig reinkarnation. Den skabende kraft (Gud? eller i hvert fald Ånden i Naturen) taler og tales der til – om tilværelsens fryd og gru- med holdning, men ingen skråsikkerhed.
Man kommer til at tænkning og digtning af SPINOZA, GOETHE, OEHLENSCHLÄGER. H. C. ØRSTED, H. C. ANDERSEN og mange nutidige forskeres erkendelser.
Det indledende titeldigt er karakteristisk for samlingen: VILD IRIS:
”For enden af min lidelse
var der en dør.
Lad min tale ud: Det du kalder døden
husker jeg.
Ovenover, lyde, fyrregrene i bevægelse.
Så ingenting: Den svage sol
flimrede over den tørre overflade.
Det er forfærdeligt at overleve
som bevidsthed
begravet i den mørke jord.
Så var det forbi: det man frygter, fordi man er
en sjæl og ude af stand
til at tale, slutter brat, den stive jord
gav sig lidt. Og hvad jeg antog var
fugle pilende i lavt buskads.
Du som ikke erindrer
overgangen fra den anden verden
jeg siger dig jeg kunne tale igen: det
der vender tilbage fra glemslen vender tilbage
for at finde en stemme.”
Andre udtryk for den holistiske tankegang
” … den ene ubrudte linje,
der binder os til hinanden.”
” … sjælens natur
der er aldrig at dø … ”
” … når I stoltserer blandt os
hører jeg to stemmer tale,
én jeres ånd, én
jeres hænders gerning.”
EMINENTE DIGTE.
