Charlotte Sørensen
“Tid mellem kronblade” er en fin digtsamling skrevet af Poul Lynggaard Damgaard. Den består af tre dele. Første del er daterede Coronadigte. I digtet Det lykkelige møde: “Den største ensomhed i verden er den, der skaber/det næste årti af kærlighed. Jeg har siddet alene her hele tiden,/og nu er alle alene med deres begær, som de fylder kisten med.//Jeg fornemmer/det, du giver videre,/mens vi sidder på kanten/af alt.”
Mennesket er altid en del af sine omgivelser, ligesom naturen er en del af verdensrummet. Der er et samlende aspekt og en sammenhæng mellem alt i universet.
“Jeg mister ikke træet, når et blad forsvinder/langt ind i verdensrummet som en satellit.” (Fra Mit halve liv afgør kroppen). Det er overraskende og originale billedkonstellationer som denne, af natur og af det menneskeskabte, der får skriften til at dirre i digtsamlingen. Elegant føres læseren fra det nære, et blad der falder, til universets uendelighed.
I digtet Ridser er metaforen: “Alle sjæle er dråber/der aldrig falder.”
De skarpe sansninger og beskrivelser af omgivelser, natur, by og trafik bliver til et eksistentielt udtryk gennem teksten.
“Trafikken/fremstammer/ødelagt natur/som var det børnenes fuldendte leg.” (Svævende menneske).
“Himlen er knækket af universet./Samfundet er brudt sammen i min mund./Jeg venter på, at ensom trafik/blomstrer som et system i en skov./Et hav jeg ikke kender./Stemmerne udenom former landskabet./Ingen går mig i møde”. (Hjemme overalt).
Menneskets trafik i byen sidestilles med naturens organiske måde at udfolde sig på. Kan der opnås en harmoni mellem trafik og flora?
Sprog, bevidsthed og den sansede verden hænger dybest set sammen, så midt i adskillelsen og fremmedgørelsen, som kan udgøre en by og menneskenes upersonlige bevægelser mellem hinanden, peger digtene hen mod en fælles samlende åndelighed ved hjælp af metaforer, der består af konkrete arkitektoniske rum, bygninger, gader og naturen, der hele tiden findes som en del af både det indre og ydre univers.
