Beskrivelse
Camilla Stockmann flytter som højgravid ind i en lejlighed på Frederiksberg, hvor et andet barn tidligere er blevet født på dørtærsklen, og historien går, at der var blodige hænder på dørkarmen i tiden efter. Lejligheden er nøje udvalgt som hendes børns fremtidige barndomshjem, men en dag kommer hun som journalist på sporet af en sag, hvor et barneskelet bliver fundet i hendes kvarter på Frederiksberg. Siden får hun kendskab til endnu et barnedrab, der skete på samme tid og sted, på Prinsesse Marie Allé, i det kvarter, hun er flyttet til med sin familie. Og den før så hyggelige lejlighed bliver pludselig forbundet med noget ildevarslende og u-hjemligt.
Den røde tråd i Når du strammer garnet er historien om det andet barnedrab på Prinsesse Maries Allé, dets sociale forudsætninger og konsekvenserne frem til i dag. Mens Camilla Stockmann med lige dele nysgerrighed og foruroligelse går i arkiverne for at kaste lys over drabet på den nyfødte dreng og fremkalde billedet af hans mor, Ellen, tegner hun også udviklingen af det moderne moderskab, inddrager sine egne erfaringer som mor og går i dialog med en større kvindehistorie.
Når du strammer garnet er en fortælling om den komplekse erfaring at sætte børn i verden. Den blander prosa, essay, journal, brev og meget mere for at udforske forholdet mellem moderskab og skrift. En bog om de uforklarlige skyggesider af moderskabet og de barnemord, som danske kvinder relativt hyppigt begik før abortens frigivelse, og som vi stadig ser i lande, hvor abortretten er indskrænket. Om moderskabets historie, om kvindeidentitet, forestillingen om den gode moder, og hvor vanskeligt det kan være for nogle mødre at elske det ængstelige, uforudsigelige liv med et barn.
”I forsommeren 1941 gik en skikkelse ad Prinsesse Maries Allé på Frederiksberg med en pakke i armene for at stoppe op på det sted, hvor alléen slår sin bue. Skikkelsen forsvandt bag en tung trædør for kort tid efter at komme tomhændet til syne. Den omtrent tre kilo tunge pakke, der var omsluttet af to lag karduspapir og omviklet af manillagarn, lå nu oven på et skab i opgangens stueetage, og dér ville den blive liggende indtil klokken ti en fredag formiddag. Ingen alarmer, ingen sirener, der var helt stille på det sted, hvor lønnetræerne lige var sprunget ud. Det er blevet tid til at fortælle om det, som blev glemt.” – Citat fra bogen
Omslagsgrafiker: Studio Marie Brodersen
Yderligere information
Forfatter(e) | Camilla Stockmann |
---|---|
Kategori | Bøger |
Genre(r) | Skønlitteratur |
Udgivelsesdato | Er udgivet |
Sprog | Dansk |
ISBN-13 | 9788702349597 |
ISBN-10 | 8702349597 |
Indbinding | Hæftet |
Udgave | 1 |
Oplag | 1 |
Sidetal | 200 |
Dimensioner | Bredde: 13.8Cm - Højde: 21.6Cm |
Tags | Når Du Strammer Garnet, Bøger, Bog |