Birte Jepsen
Mumitroldens verden var ukendt for mig, indtil jeg mødte den som pædagog i en børnehave, først blev lidt frastødt, det var for latterligt. Med tiden, efter at den lidt skæve verden begyndte at åbne sig for mig, har jeg taget den til mig. Jeg læste gerne for børnene, meget gerne om Mumitrolden og hans verden, han blev min favorit.
Ikke alle børn delte min begejstring, desværre. Ikke alle fandt den værd at beskæftige sig med, første da min søn kom i den alder, fik jeg mulighed for at dele min begejstring, han blev vel nærmest tvangsindlagt til at være med mig i Mumis verden. Jeg tror dog ikke han havde noget imod det, vi kan stadig mødes i en pudsighed fra den tid og jeg kunne også læse andet for ham.
Tiden gik og meget ændrede sig, der var ikke længere fokus på Mumis verden, der kom andre ting i fokus, socialrealismen kvalte alle tilløb til munterhed, alt var så højtideligt og skulle tjene et formål, alt skulle skabe en bedre verden. Ingen kunne se, at Mumis verden allerede var den bedste af alle verdner.
Jeg tror det var en gang i løbet af sommeren, jeg fik et lysende øjeblik, jeg så en anmeldelse i weekendavisens magasin om bøger, en ret uanseelig lille anmeldelse, men jeg så navnet på forfatteren og en gammel flamme blussede op, Det var Tove Jansson, som havde skrevet en lille roman, men ikke en Mumiroman. Den havde jeg ikke hørt om. Den havde sikkert ikke fået ret meget opmærksomhed. Den måtte jeg læse, den måtte jeg have. Den ankom og jeg har læst i den hver dag siden, den ligger ved min seng og jeg læser et par sider hver aften, nu er jeg igen begyndt forfra, jeg tror det er 5. gang.
Men det var ikke nok, jeg fandt en bog på min bogreol, ”Mumitroldene og tilværelsens gåde”, som jeg aldrig har læst færdig, den kom frem, den tog udgangspunkt i mumiromanerne, som jeg ikke har læst i mange år. Minderne var vakte, jeg søgte på nettet efter bøger om Mumi, jeg fandt de tre bøger med tre gange tre romanerne om Mumi, dem måtte jeg have og de kom.
Det er rigtig dejlige bøger for en Mumifan, jeg bliver glad når jeg læser i dem, jeg har læst den første bog, jeg læser dem langsomt, jeg er ca. halvvejs i den næste, jeg nyder også tegningerne, som er så væsentlige for at forstå, hvordan alle de eksotiske væsner ser ud og hvad der sker. Jeg er kommet langt ind i den verden, som jeg husker så godt. Det er ikke just Mumi og de andre pudsige væsner, der fanger mig, det er den holdning, der gennemsyrer det hele, alle er lidt skæve, lidt skøre, alle kan være utålelige og alle har brug for anerkendelse, bare lidt. Der er ikke kampe om at vide mest, om at være den størst, den stærkeste eller den slankeste og smukkeste. Toleransen ser jeg som det vigtigste, det kan være synd for alle, men det må vi overvinde og komme videre. Der er jo heller ikke andet at gøre, i den virkelige verden. Det er befriende at møde den holdning, i den tid vi lever i, hvor det er kampen om at være med fremme, at være blandt de smukkeste, de dygtigste, have flest materielle goder, hvor alt er så synd for alle og alle skal sygemeldes og behandles, det hele er en stor depression, som ikke er til at være i, alle signalerer: det er så synd for ”lille mig”. Derfor har jeg taget Mumis verden til mig , den skaber en indre sommer, en modvægt til al jammer og elendighed, et land i fred, hvor vi bare skal se på det som er og få det bedste ud af det, ikke kun for ”stakkels lille mig”, men for os alle. I Mumis verden bliver vi alle inviteret med til festen, enten du er lidt skæv eller sær, sur eller sød, lille eller stor, der er plads til alle., bare man ikke sætter sig på nogen, så de bliver mast.
Dette er min anmeldelse om Mumitroldenes verden.
Birte Jepsen
