Beskrivelse
Idiomatiske vendinger på spil.
Det af det danske sprogs karakteristika er rigdommen af idiomatiske udtryk. Vi køber katten i sækken, tager tyren ved hornene, går fra snøvsen, trækker torsk i land, har antennerne ude, går agurk og kaster vores kolleger under bussen uden at tænke nærmere over, at sproget afspejler flere hundrede års dansk kulturhistorie.
Idiomatiske vendinger har to betydninger: en konkret og en overført. Den konkrete er nem nok at forstå, men den overføte kræver viden og forklaring, og mange udlændinge står helt uforstående over for, hvorfor vi f.eks. taler om at lukke katten ud af sækken, når der hverken er en kat eller en sæk i miles omkreds.
Bogen Med ja-hatten på bringer ca. 2.000 idiomatiske udtryk, som er i brug i dagens Danmark. Udtrykkene er fundet af en arbejdsgruppe i Den Danske Sprogkreds, og medlemmerne har noteret, hvad de hører venner og familiemedlemmer sige, læser i aviser eller støder på i radio og tv og på de sociale medier. Listen er så suppleret ved gennemgang af eksisterende opslagsværker og ordnet.dk.
Med ja-hatten på består af en teoretisk indledning og to ordlister.
Den ene ordliste er tematisk ordnet efter ordenes konkrete betydning, så alle udtryk f.eks. indeholder ordet ko så som at glo som en ko på en rødmalet port, at foretage en kovendig og at sælge nogen en trepattet ko står i ét afsnit, og udtryk som at se noget bakspejlet, at give grønt lys for noget, at leve et liv i overhalingsbanen og at være godt oppe at køre i et andet.
Den anden ordliste er ordnet efter den overførte betydning, og her kommer udtryk som at stille træskoene, at gribe harpen og komme i den etværelses med låg alle ind i afsnittet om døden.
Med ja-hatten på er underholdende læsning, og bogen vil også kunne bruges i danskundervisningen både i folkeskolen og i undervisningen af udlændinge i dansk både i og uden for Danmark.
Yderligere information
Forfatter(e) | Lise Bostrup Gert Ejton |
---|---|
Kategori | Studiebøger |
Udgivelsesdato | Er udgivet |
Sprog | Dansk |
ISBN-13 | 9788792000996 |
ISBN-10 | 8792000991 |
Indbinding | Materialekasse |
Udgave | 1 |
Oplag | 1 |
Dimensioner | Bredde: 16Cm - Højde: 23.5Cm |
Tags | Billedlotteri, Vendespil, Med Ja, Studiebøger, Bog |