Kritik Af Dømmekraften - Immanuel Kant - Bog

Den æstetiske dømmekraft nødvendiggør en række kriterier eller spilleregler, hvis dommen skal være objektiv og stå til troende, og Kant formulerer derfor disse - ´det interesseløse velbehag´ osv. Dertil kommer diskussionen af, hvad kunst er, som Kant slipper udenom ved introducere talen om geniet, den autonome, selvlovgivende instans, hvis værk som kunst ikke står til diskussion - en ulykkelig tanke, der siden har forfulgt os, især såkaldte kunstnere.

I værkets anden del handler det om den teleologiske dømmekraft, dvs. vor evne - tilbøjelighed - til at se (og dømme om) hensigtsmæssighed - i sær i naturen - hvor den ikke findes. Eller hvor den reelt kun findes på en kontingent måde - som et tilfælde, der forblænder os og bilder os ind, at bag det hele må der stå en vis skabergud.

Kant medgiver denne tilbøjelighed - grænsende til sandsynlighed - men afviser i sidste instans, at vor forestilling om hensigtsmæssighed skulle bevise eksistensen af Gud. Grænsen bliver atter trukket skarpt om: Der er det, vi ved, og det, vi gerne vil vide, men reelt ikke ved - ikke kan vide. The rest is silence.