Ewan
Yep.., den videnskabelige forklaring er, at RökFlöte, direkte oversat fra Islandsk, betyder noget i retning af, Skæbne-fløjte, og Ian Anderson læner sig heftigt op af et væsentligt afsnit af Nordisk mytologi, på det indledende nummer, Voluspo - eller på dansk, Vølvens spådom. Og dét er skæbne, om noget. Vølvens spådom er en fortælling om verdens opståen - og undergang! Det bliver næppe mere "skæbne" end dét.
Men RökFlöte har mere af den nordiske mytologi end blot Vølvens spådom i sit tema. Odin, Thor, Freja, Tyr, Loke & Heimdal refereres til på de enkelte numre - som Anderson igen, på sin evigt elegante måde, formår at give aktuelle referencer også. Og lad os så lige få aflivet det lille Post Scriptum, der synes at dukke op, hver gang det nævnes, at denne skive oprindeligt var tiltænkt rollen som instrumental, på grund af Andersons slidte stemme. Han er vor tids Shakespear.., hvis nogen spørger mig! Og der er kun ét sted, hvor han ikke holder sig indenfor sin begrænsning. Det er et ærgerligt faktum, men det er et faktum at han ikke kan synge som han kunne engang. Det må vi bare leve med. Men det bør ikke afholde nogen, der sætter pris på Jethro Tull, fra at give denne skive al den opmærksomhed og respekt den fortjener.
Enkelte har fremhævet Andersons brug af bogstavet, ö, på linie med Motörheads og Mötley Crües og antydet at han skulle have så lumpne intentioner med det, at det skulle retfærdiggøre hans plads blandt HårdRock bands (tsk..!) Jeg tror mere, ligesom man hører flere briter antyde det, at det lægger an til associationer til Rock Flute, altså Rock Fløjte. Så falder alle brikkerne nemlig på plads.
Denne skive må være en hyldest til tværfløjten i Rockmusik. Anderson valgte den for lidt over 50 år siden, temmeligt tilfældigt, så vidt jeg kan forstå og brugte 14 dage på at lære at bruge den inden de indspillede deres første LP. For en del år siden læste jeg at han var en af Englands 10 rigeste mænd, så på dén måde kan han selvfølgelig have sin egen idé om navnet på titlen, RökFlöte. Men den intensive lærekurve og 50 års erfaring har også gjort underværker for manden med hans sangskrivertalenter. På denne skive er det en fornøjelse at høre, hvordan han med sit en-tone-ad-gangen instrument slår tonen an til melodien, hans suverænt fede musikere følger trop og han boltrer sig virtuost - næsten som om han gjorde brug af en (meget) avanceret loop-pedal. Og så udvider han konceptet midt i et nummer, bandet følger atter trop og vi begunstiges med yderlige lækkerier fra en af vor tids allerbedste originaler på rockscenen.
Der er ikke noget af det fanden-i-voldske som man kunne opleve på Aqualung og War Child i 70'erne. Anderson er blevet en gammel mand, men han er på ingen måde blevet for gammel til at Rocke og Rulle. Han er modnet med værdighed, han har et fedt band og han er en ægte original. Jeg takker min skaber for at jeg har levet i en tid med folk som ham (og Hendrix, Zeppelin, Clapton, Kinks m.fl).
Jethro Tull har aldrig været et blues- eller "Oh, Baby. I love you" band. De er Jethro Tull, og somme tider er det Folk-inspireret, andre gange kan det have karakter af Klassisk, Jazz, Rock eller Heavy, men det har altid et umiskendeligt mærke, der vel kun kan karakteriseres som netop, Jethro Tull. Og netop således også med denne skive. Jeg har hørt nogle sige om den, at den minder om nogle af de tidligere Tull-skiver..! Jeg synes aldrig der har været nogen af deres skiver, der har lignet de forrige, faktisk synes jeg altid jeg har skulle vænne mig til nye skiver fra dem. Af en eller anden grund har det ikke været tilfældet med denne. Jeg hører den med større og større fornøjelse, hver dag siden jeg fik den da den udkom den 21. april - på min fødselsdag. Det må da have været skæbnen..!
Er det deres bedste? Ja, absolut.., helt på linie med 20 af de andre (kun Under Wraps fra 1983 kan ikke få 5 ud af 5 mulige stjerner på grund af den der latterlige trommemaskine, og The Zealot Gene fra 2022 er bare, bortset fra enkelte lyspunkter, kedelig) og så har den et suverænt fedt omslag. Rock-fløde i øregangen!
