Ewan Rasmusson
Jeg var ikke udpræget begejstret for Jethro Tulls forrige udgivelse, The Zealot Gene fra sidste år. Alt for meget gammelmandssnak og forsøg på at synge toner der lå vel udenfor Andersons formåen i disse dage. De er stadigvæk fantastiske musikere, men der er jo også noget, der hedder helhed. Og fordums sprælskhed er et has-been. Herregud, man kan sige at Ian Anderson er blevet gammel, men selvom det måske hverken er populært eller på nogen måde konstruktivt at sige det, så er der altså stadigvæk spræl i Martin Barre og de to i kombination er for mig Jethro Tull. Så måske var det gået anderledes, hvis de ikke var gået hver til sit.
Og jeg har det lidt på samme måde med denne, RökFlöte. Deres helt nye guitarist, Joe Parrish-James er nærmest virtuos, men han er ikke Martin Barre, og dermed er og bliver det i mine ører et amputeret Jethro Tull.
Når det er sagt, så har skiven dog, modsat den forrige, fået lov til at snurre på anlægget flere gange hver eneste dag siden den kom indenfor døren. Den var vist oprindeligt tænkt som et overordnet instrumentalt projekt. Det gør dog ikke noget at det gik anderledes. Anderson er en gudsbenådet tekstforfatter (bl.a.) og han har i høj grad evnet at tilpasse lyrikken til hans formåen. Det er rigtig Tull-musik, selvom man mærker at det ikke har samme gnist som i deres velmagtsdage. Og nu skal jeg nok lade være med at nævne Martin Barre mere. Hvis du er Tull-fan, så vil jeg sige at denne hører til i samlingen. Hvis du ikke er så kan du give den et lyt og få et indtryk af hvordan det lyder når musikere har brugt 50 år på at blive virkelig gode, selvom det er lidt på bekostning af tempoet.
Albummet bygger på fortællinger fra den Nordiske Mytologi, Vølvens spådom & Snurres Edda og trækker tråde til nutiden. Ian Anderson er kommet i tanke om, at han med dét efternavn (selvom han er født Skotte) må han have Nordiske aner - og den kristne gud, personificeret ved en gammel hvidskægget mand oppe i himlen, har aldrig været hans kop te. Der er sgu også lidt mere swung over Odin, Thor, Loke, Trym, Fenris og Ragnarok. Alt i alt vil jeg sige at det er en skive, der bliver bedre og bedre ved hver gennemlytning - nøjagtigt som det har været med hver eneste skive de har lavet (med et par enkelte undtagelser - vederstyggeligheden Under Wraps fra '83, som dog har nogle lyspunkter, og TAAB2 og The Zealot Gene).
Jeg håber de når at lave et par stykker til inden det hele slutter. ;)
Hov, jeg var lige ved at glemme: Jeg kan ikke nævne ét dårligt nummer på denne skive. Det var vel vigtigt at få med..!
