Ejendomsformidlingsloven - Carsten Munk-Hansen - Bog

Beskrivelse

Med kommentarer.

Ejendomsformidling var uden nogen lovregulering gennem mange år, og der krævedes ikke nogen uddannelse eller krav til hvervets udøvelse. 1912 etableredes Dansk Ejendomsmæglerforening. Erhvervet var ureguleret, bortset fra branchenormer.

Ved lov nr. 218 af 8. juni 1966 om ejendomsmæglere fastsattes nogle få regler om, at alene formidlere, der blev beskikket af handelsministeren (efter formidleren enten havde aflagt en prøve eller havde en formodet kyndighed gennem erfaring), kunne betegne sig ejendomsmæglere. En sådan formidler fik fra den 1. januar 1967 retten til at betegne sig statsautoriseret Ejendomsmægler.

Ved lov nr. 453 af 30. juni 1993 om omsætning af fast ejendom fastlagdes en gennemgribende regulering af erhvervsudøvelsen. Reguleringen var præget af forbrugerbeskyttelseshensyn, og alle der beskæftigede sig med ejendomsformidling for forbrugere, skulle leve op til lovens relativ detaljerede krav.

Der skete en monopolisering: Kun godkendte ejendomsmæglere, advokater, penge- og realkreditinstitutter og forsikringsselskaber måtte drive virksomhed med formidling af fast ejendom til eller for forbrugere. Ejendomsmæglerlovgivningen som forbrugerlovgivning skulle sikre, at ikke enhver lykkejæger kunne formidle fast ejendom til forbrugere. Dette blev beskrevet ved tilblivelsen af den tidligere gældende ejendomsomsætningslov af 1994 Reglerne var præceptive. Loven blev ændret adskillige gange, herunder med betydelige ændringer.

Ved en lovændring i 2006 blev »Disciplinærnævn for ejendomsmæglere« oprettet. Ejendomsformidlingsloven er blevet til, efter at Erhvervsstyrelsen den 19. november 2013 afgav »Analyse af dele af lov om omsætning af fast ejendom (ejendomsmæglerloven)«, der tillige indeholdt forslag til lovændringer.

Hvor den tidligere ejendomsmæglerlov regulerede, hvem der havde ret til at betegne sig som (statsautoriseret) ejendomsmægler, er den nugældende ejendomsformidlingslov en forbrugerbeskyttelseslov, der indirekte regulerer aftalen mellem sælger og køber ved at stille betydelige krav til informationsgrundlaget og aftalens udformning, som sikrer en betydelig transparens bl.a. gennem digitale platforme, og som bidrager til at sikre kvalitet af den professionelle formidlingsbistand, som mange benytter.

Yderligere information