Den Hemmelige Historie - Donna Tartt - Bog

Det er en meget lang og noge kedelig bog der egentlig er skrevet godt men væver alt for meget om de enkelte punkter i historien der ikke skulle have været længere end af halvdelen af hvad den er

Hvad er det hemmelige i historien? Hvem er historien hemmelig for? Måske er det ikke handlingen eller plottet, der er det hemmelige. Og måske er det ikke de udenforstående, det er hemmeligt for. Måske er hemmeligheden snarere et billede på hvor uigennemskuelige og uoverskuelige de sociale dynamikker og psykologiske mekanismer er selv for den, der står midt i det. Uanset hvor grundigt og minutiøst man forsøger at beregne sociale scenarier og reaktioner og dertil følgende konskvenser og implikationer, så vil der stadig være ufatteligt mange og store sorte pletter på erkendelsens landkort. Og hvordan håndterer man det? Måske er det ‘den hemmelige historie’?

“Af en eller anden grund er dette afsnit svært for mig at skrive, især fordi emnet er uløseligt forbundet med alt for mange nætter som denne (ondt i maven, elendige nerver, uret der kravler langsommeligt fra fire til fem). Det er også nedslående, fordi jeg erkender at forsøg på analyse stort set ikke nytter. Jeg ved ikke hvorfor vi gjorde det. Jeg er ikke helt sikker på at vi ikke, hvis omstændighederne krævede det, ville gøre det igen. Og hvis jeg på en måde er ked af det, gør det sikkert ikke nogen synderlig forskel.” s. 283

“Det er først senere, i ensomhed, i tilbageblik, at de begynder at gå op for én: når asken er kold; når følget er gået; når man ser sig om og opdager at man - til ens fuldkomne overraskelse - er i en anden verden.” s. 284

Associationer til Forbrydelse og Straf er ikke til at komme udenom.

“Det var mig der slog den gamle pantelånerske og hendes søster Lizaveta ihjel med en økse og bestjal dem.” s. 405

Den hyperreflekterende og overanalyserende rammer i sine uendelige bestræbelser næsten uundgåeligt et punkt hvor ikke konklusionen men processen bliver uudholdelig.

“Jeg ville ønske jeg kunne tvinge mig selv til at holde op med at tænke.” s. 496

“‘Det var den vigtigste nat i mit liv’, sagde han roligt. ‘Det gjorde mig i stand til at gøre hvad jeg altid har ønsket mest.’ ‘Og det er?’ ‘At leve uden at tænke’” s. 502

Romantisk? Realiserbart? Ønskværdigt når det reelt kommer til stykket? Under alle omstændigheder lykkes det ham ikke.

Hvordan kan man på en vanvittig fin måde udtrykke modning? Sådan:

“Hun lukkede øjnene, de mørke øjenlåg, de mørke skygger under dem; hun var virkelig ældre, ikke mere den pige med smut i øjnene jeg var blevet forelsket i, men trods det ikke mindre smuk; smuk nu på en måde der ikke så meget ophidselse mine sanser, som knugede mit hjerte.” s. 559