Beskrivelse
15 unge danskere fortæller om, hvordan det er både at være dansker og 'noget andet'. For kan man være dansker, når man også er tysker, tyrker, vietnameser, syrisk eller fransk? Det kan af og til være svært, men en flerkulturel baggrund giver også perspektiv og dybde, som få vil være foruden.
Nanke er vokset op som del af det tyske mindretal i Sønderjylland, har gået i tysk skole, talt sønderjysk hjemme og gået på dansk efterskole. Syd for grænsen er Sophie vokset op som del af det danske mindretal – med dannebrog på fødselsdagsbordet og højskolesang i gymnasiet.De portrætterede fra det dansk-tyske grænseland er fælles om at have fundet en anden vej til deres identitet end tidligere generationer. De har erkendt at de føler sig både-og, og det har de fælles med de andre 11 unge, der fortæller deres historie i bogen her.
Uanset om man som dansk-vietnamesiske Hong og dansk-chilenske Natascha er født i Danmark, eller man som dansk-syrisk-kurdiske Berivan og dansk-polsk-estisk-franske Etienne er kommet hertil som teenager, kan spørgsmålet om danskhed og identitet være følsomt og modsætningsfyldt, men også berigende.
Fortællingerne perspektiveres af professor Steen Bo Frandsens introduktion til mindretallenes historie i det dansk-tyske grænseland og professor Garbi Schmidts refleksioner over nutidens vilkår for flerkulturelle danskere.
Bogen henvender sig alle, der interesserer sig for dansk kultur og 'det at være dansk', både politikere, meningsdannere samt danskere med og uden bindestregsidentitet.
Malene Fenger-Grøndahl (f. 1976) er uddannet journalist og arbejder som freelancejournalist, forfatter og foredragsholder med speciale i integration, religion, etniske minoriteter og Mellemøsten.
Yderligere information
Forfatter(e) | Malene Fenger-Grøndahl |
---|---|
Kategori | Bøger |
Genre(r) | Samfund Og Historie |
Udgivelsesdato | Er udgivet |
Sprog | Dansk |
ISBN-13 | 9788772164274 |
ISBN-10 | 8772164271 |
Indbinding | Indbundet |
Udgave | 1 |
Oplag | 1 |
Sidetal | 286 |
Dimensioner | Bredde: 25Cm - Højde: 25Cm |
Tags | Kulturmøde, Multikulturelt Samfund, Multikultur, Multikulturelt Danmark, Mangfoldighed, Mangfoldigt Danmark, Islam Og Danmark, Danskerne Findes I Mange Modeller, Bøger, Bog |