Flemming Hundevad Meng
Denne bog er udgivet i serien ”Danske komponister” og vil måske primært blive opfattet som faglitteratur (hvad den i én forstand også er), men den er også en fængslende biografi over én af dansk musiklivs outsidere, som let vil kunne læses – og nydes – af musikinteresserede ”lægfolk”.
Jeg stødte første gang – flygtigt – ind i navnet Tekla Griebel, da jeg i 2013 arbejdede på en artikel om vor delvist lokale musikmæcen, dirigent og pianist, Orpheline Olsen, tidl. godsejerfrue på Lille Grundet nord for Vejle. Efter ægtefællens død i 1891, solgte Orpheline godset og flyttede til(bage) til København, hvor hendes højtelskede plejefar, Kgl. Kammersanger Peder Schram stadig levede. I 1895 udpegede en kreds af kvinder i hovedstaden hende til at skulle dirigere et rent kvindeorkester ved Kvindernes Internationale Udstilling i København i eftersommeren det år.
Det, som skulle opføres, var en ballet med libretto af ingen ringere end Emma Gad og med musik af den 29-årige kvindelige komponist Tekla Griebel. Selv om Orpheline Olsen var mit fokus, fattede jeg allerede dengang en interesse for denne indtil da ubekendte kvindelige komponist. Og nu har Thomas Kirkegaard så skrevet en grundig biografi om hende. Hendes stjerne var hastigt stigende i 1890’erne – og dog var det, som om det hele tørrede ud, inden det nåede at bære frugt.
Der er faktisk en frodig underskov af kvindelige komponister i årtierne omkring forrige århundredeskifte. Hilda Sehested, Nancy Dahlberg, Johanne Fenger, Benna Moe – og den norske Agathe Backer-Grøndahl f.eks. Flere af dem var så heldige at stamme fra velhavende familier – eller havde i deres nærmeste slægt forlæggere, der kunne understøtte deres kunstneriske virke. Ingen af dem var specielt optagede af kvindefrigørelse. Hilda Sehested takkede f.eks. nej til at levere musik til kvindeudstillingen, som hun ikke kunne se noget egentligt formål med.
Tekla Griebel var en ung kæmpende kunstner, der kun havde sig selv at støtte sig til. Hun havde medvind i 90’erne, men så traf hun cand.theol. Frederik Wandall, som efter en kort karriere som hjælpepræst blev ”fritænker”, hvormed en beskæftigelse i kirken var lukket land. Tekla Griebel Wandall, der har haft helt uomtvistelige begavelser som komponist, musikteoretiker, pianist og endda forfatter, var nu henvist til at forfølge sine kunstneriske baner i konkurrence med, at hun også skulle forsørge sin mand og holde hjemmet – og den lille søn, Svend - oven vande.
Tekla Griebel Wandalls kunstnerdrømme, hendes hele omfattende produktion – herunder 3 operaer, hvoraf kun én, ”Skøn Karen”, blev opført på Det kgl. Teater, hendes sociale cirkler (der tæller ganske markante kulturpersonligheder) i samtiden, hendes løbebane som forfatter og hendes fascination af teosofien og hele den filosofiske overbygninge som sammenhængen mellem toner og farver, som flere end hun beskæftigede sig meget med på den tid, var for hende bliver grundigt omtalt.
Kirkegaard er tydeligvis ude i det ærinde at ville sætte et beundringsværdigt fokus på en komponist, som allerede i sin samtid kæmpede mod glemslen. Og det gør han i et letløbende sprog, som gør bogen læsværdig og overskuelig for enhver, som interesserer sig for den nære fortids kulturelle strømninger, for kvinders roller i datidens kulturliv og for dansk musikhistorie i det hele taget. Den er beundringsværdig klar i sit sprog, og den holder – trods Kirkegaards forståelige sympati for personen Tekla Griebel Wandall – den kritiske distance til emnet, som man kan forvente af en sådan bog.
