Nationalstaternes Tidsalder - Jan Brix - Bog

Beskrivelse

Revolutioner og Nationalisme.

Re­vo­lu­ti­oner og Na­tio­na­lis­me fo­ku­se­rer på na­tio­nal­sta­ter­nes tid i Europa i årene fra 1789 til 1871. Som optakt til Den franske Re­vo­lu­ti­on indledes med en be­skri­vel­se af den po­li­tis­ke, samfundsmæssige og økon­om­isk­e si­tu­a­tion i det e­ne­væld­ig­e Europa. I Frankrig blev det guddommelige monarki i det 18. årh­undr­ed­e konstant under angreb fra oplys­nings­ti­dens fi­lo­sof­fer, og kritikken af mo­nar­ki­et kul­mi­ne­re­de med re­vo­lu­ti­onens be­gyn­del­se i 1789. Denne be­gi­ven­hed førte til kongedømmets af­skaf­fel­se og ind­før­els­en af re­pu­blik­ken samt krige mellem det re­vo­lu­ti­onære Frankrig og de eu­ro­pæi­sk­e monarkier, som ønskede at for­hind­re re­vo­lu­ti­onen i at brede sig.

Napoleon Bonaparte skubbede den nye franske republik til side og udråbte sig selv til fransk kejser. Europas monarker så Napoleon og hans imperium - det største siden Rom - som en trussel mod både den eu­ro­pæi­sk­e magt­ba­lan­ce og mo­nar­ki­et som in­sti­tu­ti­on. Na­po­le­ons her­re­dømm­e endte med det berømte nederlag ved Waterloo, hvor­ef­ter de eu­ro­pæi­sk­e stor­mag­ter ved Wienerkongressen genskabte den eu­ro­pæi­sk­e magt­ba­lan­ce. Liberalistiske og na­ti­o­na­li­sti­ske forhåbninger om forfatninger og nationalstater blev knust af magthaverne. Uroen ulmede dog og brød ud i lys lue i 1848.

Revolutionerne i 1848 havde omfattende politiske konsekvenser for Europa, da de konservative magthavere i stedet for at bekæmpe ideerne begyndte at inkorporere dem i deres politiske dagsorden. Dette kom i høj grad til udtryk i Otto von Bismarcks forening af Tyskland i 1871, men også i dannelsen af Italien i 1861.

Yderligere information