Beskrivelse
Det er en befriet Kira Skov, der bryder gennem 2023's tristesse med så meget på hjerte, at vi andre dødelige lades forpustede tilbage. En Kira Skov, som ovenpå deltagelsen i Toppen Af Poppen 2022 synes væbnet med en utøjlet lyst til at bryde ud og for alvor tage favntag med livet og nuet.
Stemmen har aldrig været bedre og tiden er kommet og er NU til at finde det rette sted til at fejre, at der trods alt er flere og flere dage, hvor sørgebindet får lov til at ligge tilbage i skuffen. Det sørgebind som har været den naturlige og nødvendige følgesvend, siden hendes lille familie en februardag for seks år siden i et martrende farvel blev den elskede ægtemand berøvet.
Men selv lang nats rejse i mørke møder en morgens gry, hvor solens stråler varmer og uimodståeligt indgyder optimisme og liv, der igen skal leves og bjerge, der skal bestiges. Det er der, vi er på My Heart Is A Mountain. Her er adskillige ting ved det gamle. Mesterlige John Parish er sammen med hjertepartner Silas Tinglef (Howl Baby Howl, Niels Skousen, Mellemblond, m.fl.) fortsat sparringspartnere som musikere og producere, men karavanens rejse har taget en eventyrlig drejning og er flyttet ind i REAL WORLD STUDIOS, den sagnomspundne oase for æterisk musik, som legenden Peter Gabriel satte op i en gammel vandmølle i lillebyen Box nær Bath. Her er de fleste sange blevet mikset af HEAD (PJ Harvey, Marianne Faithfull, etc.), som har arbejdet tæt sammen med John Parish siden de tidlige dage i Bristol.
Det er her i det rette kreative selskab på højeste niveau, at Kira Skovs musik har fundet vinger denne gang og en fortættet stemning pludselig er fyldt med sprækker af smukt liv og kærligheden på ny. My Heart Is A Mountain er en sandhed, men måske også en invitation til "kvinder, der stadig er piger, til piger, der bliver til kvinder. Til alle, der føler sig som en pige, til drengene, der bliver til piger, til drenge, der elsker piger, og piger, der elsker drenge, og til alle dem der danser i skyggerne derimellem". Så velkommen i skyggerne og ude i lyset.
På My Heart Is A Mountain er der ny bassist i form af Brian Fuller, bl.a. kendt fra orkestret Beak og fra et mangeårigt samarbejde med Robert Plant (ex-Led Zeppelin og duo med Alison Krauss). Inde over er også guitartist Oliver Hoiness, violinisten Maria Jagd og endelig låner Mette Lindberg (The Asteroids Galaxy Tour, X Factor, m.m.) sin vokal og synger op til sin gode veninde.
Trackliste:
01: My heart is a mountain
02: Girls
03: Somethings missing
04: Debbie
05: Fantasy
06: Rocks
07: Conspiracy
08: Possibilities
09: Unsteady
10: Oppressive consensus
11: If not the sun