Vincent
"Det er ekstremt vanskeligt at skrive en anmeldelse til bogen Historien om Willum, første Bog skrevet af Nikolai Troest og Mikkel Lomborg. Det er fordi jeg ikke rigtig ved, hvad denne bog er. En fantasyroman? Science fiction? Et psykedelisk kunstværk? Arbejdet med en psykedelisk kunstner? På en eller anden måde er det lidt af det hele. Bogen er en temmelig vild og kompliceret blanding, der minder om Mary Shellys Frankenstein på den ene side, men også af Oliver Sacks Awakenings, men også af Timothy Learys LSD-eksperimenter. Alt i bogen er surrealistisk, uvirkelig - men ikke umulig at ske. Og jeg tænkte fortsat på Paul Watzlawick og hans forklaring af virkeligheden. Nogen spiller Gud, nogen tror, at han er Gud, og alt føles lidt som en fuldstændig vildt tur på en rutsjebane eller spøgelsestogture. Historien, så abstrakt som den er, betagede mig, og jeg ville virkelig vide, hvordan den gik videre. Det var klart for mig, at historien endu ikke har en rigtig afslutning, fordi der er 5 bøger mere i serien. Derudover er det sprog, som forfatterne bruger, samtidig poetisk og kompliceret. Nogle af de ord, de bruger, kendte ikke engang min ordbog (ja, jeg er ikke en indfødt dansktalende og måtte delvist slå op) Så sprogets kompleksitet betød, at jeg var nødt til at læse meget langsomt og meget omhyggeligt. Jeg læste bogen og hørte lydbogen (indlæst af Johan Olsen) på samme tid og det hjalp mig meget. Han arrangerer teksterne på en måde, at de til trods for deres længde undertiden bliver forstået bedre. Navnene, som forfatterne bruger, kan (efter min mening) være betydningsfulde og ikke tilfældige: stormesteren af R.O.T.A.R.Y. kaldes for eksempel Finn. N. Ormen (enten normer eller ormen, hvilket passer, fordi R.O.T.A.R.Y. ser sig selv som en slags moralsk autoritet), Hr. Hval I. Num er et anagram, ordet består af de samme bogstaver som Vaniluhm (stoffet Råger eksperimentere med) og det lyder lidt som Valium Nogle sektioner fik mig simpelthen til at grine, fordi de er meget absurde: månedsbladet for R.O.T.A.R.Y. kaldes for eksempel for Petriskålen. På et andet tidspunkt tænker Råger: Enten, tænkte han, går jeg ind i politik - eller også ... sagde han til sig selv
må jeg bøje nogle etiske regler og finde noget humanoidt forskningsmateriale, som jeg kan arbejde mine visioner videre på. Alt i alt beskriver bogen meget forskellige ting, nogle af dem er ikke helt etiske, men meget filosofiske: ønsket om at lege Gud eller at skabe en Gud (dét, en væren troen på noget højere, kunne skabes af ham selv.), forsøget på at skabe en helt ny virkelighed eller opfattelse (Hvad hjernen ikke er forberedt på, ser øjet ikke.) eller også: Vi venter. Fra fødsel til død. Vi venter hele tiden. Nogle venter på bussen, andre på den lille chance. Alle venter vi på den store kærlighed, og dem som ikke forventer at finde den, venter som regel på den store gevinst. Vi venter alle, mens tiden går. Vi venter, fra vores ankomst var ventet af andre, til vores afgang forventes af os selv. Vi venter på livet, mens vi lever. Vi venter på døden, mens vi dør. Det ligner meget John Lennons Life is what happens to you while you are busy making other plans. Mange gange var jeg nødt til at tænke på det citat, jeg snublede over hen mod slutningen: Hvem leder hvem i det store labyrintiske mønster gennem tiden? Bogen er som dette: en labyrint, hvor du let kan gå tabt som læser og derefter læses bogen bedst igen, fra begyndelsen - med din viden fra slutningen. Det hjælper.
Og frem for alt: Du kan ikke gøre noget forkert. Det trøster... 4 stjerner fra mig"
