Hej Smukke Ven - Tau Rebecca Mikkelsen - Bog

Beskrivelse

”Tau har skrevet den fineste bog med fortællinger, der går lige i hjertet. Den har gjort stort indtryk på mig. En hjertevarme og berigende bog.” Marianne Florman

Denne bog er en hjertesag. Den er skrevet ud fra et ønske om, at vi mennesker bliver bedre til at leve i kærligt, respektfuldt og nysgerrigt partnerskab med vores dyr.

I bogen deler jeg nogle af de oplevelser og opdagelser dyrene har beriget mig med. Dyrene lærer mig noget nyt hver dag. Både om dem selv, men i lige så høj grad om mig selv. De er mine bedste læremestre og et spejl, der peger tilbage på mig selv, hver gang noget er godt, og hver gang noget går i kludder.

Begrebet “ven” er kernen i min tilgang til dyrene. Et venskab er en tovejs relation. I et harmonisk venskab kan jeg ikke være vigtigere end dig. Jeg kan ikke være mere værd end dig eller have mere taletid end dig. Et godt venskab bygger på gensidig respekt og forståelse.

En stor del af dyrenes kommunikation foregår uden lyd. De kommunikerer via krop, billeder, følelser og energi. De bruger hele det sanseapparat, vi alle er udstyret med, men som vi mennesker har skruet ned for. For os er talesproget det altoverskyggende kommunikationsmiddel. Dyrene derimod spiller på mange flere tangenter, når de kommunikerer, og det skaber en meget præcis og autentisk kommunikation.

I bogens fortællinger møder du bla. den traumatiserede hund Mina, hus-kyllingen Julius, den kloge empatiske hest Sir Price, den handikappede killing Bellis, de vilde firben i Peru og mange flere. Der er også en række øvelser, der kan hjælpe dig med at blive endnu bedre til at kommunikere, støtte og samarbejde med dit dyr.

Uddrag fra bogen:
"(Hunden) Mina virker dybt traumatiseret. Af sin tid på internatet i Bosnien, af sin rejse til Danmark, af sit nye og meget anderledes liv som indendørs kæledyr hos min mor. Da der er gået et år bor Mina stadig kun i sengen. Hun er bange for alle bevægelser, og når min mor nærmer sig sengen, skal det ske meget langsomt, med blikket væk og siden til, for at Mina ikke trykker sig angst ned i madrassen. Men lige meget hvor forsigtigt min mor nærmer sig, reagerer Mina altid med usikkerhed. Mina spiser i sengen, sover i sengen og er vågen i sengen.

Det er ikke et godt hundeliv. Selv om Mina bevæger sig fra sengen og ud på gårdspladsen flere gange dagligt, bliver hun ved med at opleve turen gennem huset som en farlig tur. Hver gang. Ude på gårdspladsen er hun også stresset og bevæger sig hele tiden uroligt rundt. Når Mina skal ind igen, fjerner min mor alt, hvad der ligger på gulvet, så Mina ikke bliver forskrækket over uforudsete ting på sin rute tilbage til sengen. Det kræver rigtig mange tilløb for Mina at finde modet til at løbe ind ad døren, gennem huset og op i sengen. Ofte må labradoren Nanna hjælpe hende ved at stå i entreen. Så tør Mina bedre komme ind. Nanna er tryghed. Når Mina endelig kommer ind, spurter hun direkte op i sengen. Hun vælter næsten i svingene. Det kan ikke gå hurtigt nok med at komme tilbage i sikkerhed. Sengen er hendes safe space. Hendes tømmerflåde.

Min mor elsker sin lille sorte Mina. Men hun er frustreret og ked af det over, at Mina ikke får det bedre. Hun overvejer mange gange, om det mest barmhjertige vil være at aflive hende. Mina har ingen livskvalitet. Der sker intet i hendes liv, og hun er totalt understimuleret. Enten må Mina få et større liv, eller også må hun aflives.

Det bliver mit startskud. Jeg beslutter mig for at forsøge at lære Mina at komme ud i verden igen og gå ture. Hvis jeg kan. Jeg ved det ikke. Jeg har ikke prøvet det her før, men Mina skal have en chance. Selvfølgelig skal hun det.

Første gang vi skal på tur, tager jeg hundeselen i hånden og nærmer mig sengen stille og roligt, mens jeg fortæller Mina, at vi skal på tur. Det kan vi godt det her, siger jeg kærligt men bestemt til hende. Ikke for at presse hende, men for at indgyde hende mod. Ligesom hvis jeg skulle lære et barn at cykle. Jeg siger hele tiden “vi” i stedet for “du”, for ligesom at tage presset af hende, så der ikke er en tung forventning til hende, noget hun skal præstere. Det her er noget, vi gør i fællesskab. Vi er sammen om det her. Jeg er med hende og skal lige så meget lære at gøre det her sammen med hende, som hun skal. Men jeg tror på, at vi kan.

Selv om jeg nærmer mig meget forsigtigt og respektfuldt, kryber hun helt sammen. Hun flygter ned i den anden ende af sengen, da jeg tager selen frem, men vi skal det her, så jeg følger efter, selv om hun tydeligt siger nej tak. Jeg overskrider hendes grænser, men fortæller hende hele tiden kærligt og opmuntrende hvorfor. Jeg anerkender hendes angst, men støtter hendes samtidig i, at det her kan vi godt. Da hun får selen på går hele hendes lille krop i panik, og hun ryster fuldstændig ukontrollabelt. Jeg giver hende et øjeblik til lige at ligge lidt, mens jeg selv tager overtøj på. Så går jeg ind og taler roligt videre med hende og fortæller, at vi bare skal ud på en lille bitte tur. Ikke længere end vi kan klare. Vi går ud på grusvejen og så ser vi, hvor mange skridt eller hvor mange meter, vi kan gå. Vi gør kun det, vi kan.

Mina er ude af stand til at bevæge sig, så angst er hun. Derfor tager jeg hende forsigtigt op og bærer hende gennem huset, hen over gårdspladsen og ud gennem porten til vi står på grusvejen. Jeg ved, hvor vigtigt det er, at jeg er en god støtte for Mina nu, så jeg må ikke slingre i min egen tro på, at vi godt kan det her. Min tro og ro er det eneste, Mina kan læne sig op ad lige nu. Labradoren Nanna følger glad med, hun elsker at gå tur. Hun er også en god støtte.

Jeg sætter Mina ned, og hun tager et par hurtige skridt fremad og væk fra mig. Så stopper hun op og ryster sig. Det er som om, hun ryster alt det, hun lige har været igennem, ud af kroppen, for bagefter er hun klar til at gå. Jeg har hende i en lang line. Jeg ved ikke, hvor tæt på mig, hun har lyst til at være. Hun holder sig to meter fra mig. Ikke for tæt, men heller ikke for langt væk. Jeg er alligevel en slags livline. Mina er meget nervøs og kigger hele tiden op på mig for at blive bekræftet i, hvad vi skal. “Hvor er vi seje,” siger jeg og smiler til hende. “Vi er ude at gå tur. Det kan vi godt det her(...)”

Yderligere information