Aksel Madum
LARSEN, JOHANNES ANKER : DE VISES STEN.
VISDOMSFORLAGET:
”I sin fortælling om,hvad det indebærer, at være et spirituelt søgende menneske, er J. Anker Larsens roman De vises sten fra 1923 forbløffende aktuel. I både dramatiske og også bevægende beskrivelser følger vi romanpersonernes åndelige søgen efter sandheden om det Guddommelige og livets store mening.
Det er tydeligt, at mystikeren Anker Larsen skriver ud fra sine egne spirituelle erfaringer, hvilket giver romanen et ligefremt og autentisk udtryk; som når han fortæller om børnenes spontane tilgang til spirituel åbenhed i deres omgang med naturen – en tilstand som romanens hovedperson længes efter at komme tilbage til.
I sin stræben efter dette, møder han det okkulte, den katolske mystik, studerer teologi, teosofi og indiske træningsøvelser. De vises sten nærmer sig med sine dybe og alsidige beskrivelser af menneskets sind, psyke og ånd et niveau på linje med Dostojevskij. Romanen vandt førsteprisen i Gyldendals store romankonkurrence og er oversat til flere sprog.”
Forlaget Visdomsbøgerne, 2021, 4. udgave, 2. oplag, 485 sider
:::::::::::::::::::::::::::::::::
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi:
Johannes Anker Larsen
Født 18. september 1874
Langeland, Danmark Rediger på Wikidata
Død 12. februar 1957 (82 år) Birkerød.
Johannes Anker Larsen (18. september 1874 i Henninge på Langeland – 12. februar 1957 i Birkerød) var en dansk forfatter og teatermand.
I 1923 fik Anker Larsen tilkendt Gyldendals litteraturpris for bedste danske eller norske roman, med romanen De Vises Sten. I den lille selvbiografiske For åben dør giver han lidt af baggrunden for sit forfatterskab, som er udpræget mystisk. Mange af hans bøger indeholder skildringer af barndomsoplevelser med mystisk islæt ('evighedsglimt'). Hans personskildringer bærer præg af en fin indlevelsesevne.
:::::::::::::::::::::::::
EN FREMRAGENDE BOG, der ganske rigtigt kan sammenlignes med DOSTOJEVSKIs værker, især BRØDRENE KARAMASOV, hvor de teologiske overvejelser passer fint ind i handlingen – og ikke som fx i THOMAS MANN s TROLDBJERGET virker påklistrede showstoppere.Man kommer også til at tænke på IDIOTEN og ANE RIELs BÆST, JOHN STEINBECKs MUS OG MÆND og i sproglig kompetence om KNUTH BECKERs KAI GØTSCHE-serie – med flot sprogindividualisme, samt JOHANNES V. JENSENs KONGENS FALD.
Det er ikke en bog for alle. Hvis man totalt fornægter tilværelsens åndelige dimensioner, efterliv, karma og reinkarnation, vil handlingen nok opfattes som nonsens, men kunne måske alligevel have interesse på grund af sproget.
I mine yngre dage skrev jeg et konkretistisk digt,
hvis indhold matcher med DE VISES STEN:
ANE ANe Ane ane vanevanevanevanevanevanevanevanevanevanevanevanevanevane
vanevanevanevanevanevanevanevanevanevane
vanevanevanevanevanevanevanevanevanevane
vanevanevanevanevanevanevanevanevanevane
vanevanevanevanevanevaneAneANeANE
:::::::::::::::::::::::
J. ANKER NIELSEN var teosof, og det kan jeg godt forstå, men meldte sig ud af TEOSOFISK SAMFUND, hvilket jeg også kan forstå, men ikke begrundelsen: ”Teosofien gør ikke en lykkelig-”. Det søgende menneske stræber vel mod at begribe noget af tilværelsen –og ikke mod at blive lykkelig?
