Mennesket gætter, men kun Gud kender vejen. Det plejede Svea at sige. Men det var i gamle dage. I dag bestemmer mennesket selv vejen. Gennem vaner og sprog råder hun over verden, tænker Elsa Johansson fra sit skrivebord i Berkeley, Californien, og bringer orden i alt hvad hun bibringes.
Datteren handler om Elsa, barn af velfærdsstaten, Sveas barnebarn og Ragnar og Elisabets datter. Vi kender dem alle fra Sveas søn, første bog i Lena Anderssons fortælling om Folkehjemmet, den svenske velfærdsstat. Dette er fortællingen om, hvad der videre skete.
Det er en meget interessant bog. Gennem Lisa og hendes fars tanker og handlinger kan man få et billede af Sveriges udvikling gennem de sidste 75 år. Det er en slags mentalitetshistorie over det moderne Sverige. Personligt så jeg også mig selv og mine forestillinger om ansvar og pligt afspejlet i de to personer. I begyndelsen opleves romanen måske lidt tør, men så forstår man at det er en slags sociologisk fortælling. Den sidste del om universitetslivet i USA er skræmmende og man håber at vi kke får lignende tilstande herhjemme.
